Startside Kontakt Presse Om os
 
 
Rejsen Hotel Mad Mødearrangører Møder Shopping Mit Capri Oplevelser Humlehaven Aktiviteter Transport Dit Fyn

Med Hans Christian Andersen til bords

 
Med Fyn som den eventyrlige ramme om den "rigtige" Hans Christian Andersen - har vi skabt en temaaften, der vil være højdepunktet på ethvert Danmarks-besøg. Ved ankomsten til et af vore eventyrlige slotte eller herregårde modtages gæsterne med Champagne, kongeblå løber, fakler og fanfarer fra en 20 mands drabantgarde.

Festlokalet er pyntet med en overflod af blomster og levende lys. Ved hvert kuvert er der en smuk, lille tryksag med aftenens program og menu samt nogle af Hans Christian Andersens mest populære eventyr. På scenen spiller en klassisk kvartet og i centrum står en "statue" af Hans Christian Andersen. Den festligt udklædte garde marcherer ind, og deres fanfarer vækker Hans Christian Andersen til live - og han fortæller straks eventyret om "Kejserens nye klæder."
Mens han fortæller foregår eventyret blandt gæsterne. Ind kommer kejseren under sin tronhimmel kun iført natskjorte, og bagved ham kommer hans følge, hvor den lille dreng blandt mængden forkynder med sin høje røst, hvad han mener om kejserens klæder. Så er tiden kommet til bordets glæder med Hans Christian Andersen til bords. (Retten hemmeligholdes til allersidste minut) Hvidvinen er skænket og musikken spiller H.C. Lumbye. Hans Christian Andersen fortæller om sit liv i datidens København, et elegant, humoristisk og ikke for langt causerie. Hovedretten serveres, dertil rødvin.

Retten afløses af "Prinsessen på ærten", hvor madras efter madras stables på den kongelige seng, og prinsessen vågner op "øm og radbrækket" - thi hun er en rigtig prinsesse. Desserten og dertil en portvin, der var Hans Christian Andersen yndlingsdrik. Efter kaffen er skænket kan man på buffeten finde sin yndlingscognac eller likør blandt det store udvalg. Her får man tegnet sit portræt eller klippet sin silhuet, og de heldige vinder får små kunstfærdige blomsterbuketter (som Hans Christian Andersen bandt dem), Bing & Grøndahl platter med eventyr-motiver, små souvenirs, papirklip m.m.m. - og på scenen kan man blive fotograferet sammen med selveste Hans Christian Andersen. Imellem kaffebordene går troubaduren spillende rundt mens man nipper til cognacen eller likøren sammen med de små chokolader. Her kunne eventyret slutte, men den gode stemning kan måske begrunde en times dans - måske en menuet - og nogle læskende og eventyrlige drinks/cocktails. Aftenen slutter ved midnat, og faklerne brænder lystigt når man går ned ad den kongeblå løbner på rampen ud til de ventede limousiner - eller ud i den fynske og lyse sommernat.